Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Jeanne Halvor Nobel

Dagplejer Jeanne Halvor Nobel

JEANNES DAGPLEJE
Pilelunden 3, 4270 Høng


Jeannes Dagpleje – Et trygt og lærerigt miljø for dit barn

Om mig:
Jeg hedder Jeanne, er gift og mor til tre drenge. I min dagpleje er familien en vigtig del af hverdagen, og både mine børn og min mand er ofte med, når vi starter og slutter dagen sammen med børnene. 

Jeg er uddannet Social- og Sundhedsassistent og har siden 1. juni 2019 været dagplejer, hvor jeg kombinerer omsorg og udvikling i et trygt hjemligt miljø.

Fritid:
Jeg er en aktiv person, som nyder at løbe i den lokale løbeklub, dyrke crossfit og gå ture i naturen.

Indendørs faciliteter:
Hos mig er der masser af plads til både leg og læring. Vi har et lyst og rummeligt køkken/alrum, et legeværelse og et bryggers, hvor vi udfolder os med kreative aktiviteter og fysisk leg. Indenfor skaber vi rammerne for nærvær og fordybelse, hvor børnene både kan lege sammen og have tid til selvstændig leg.

Udendørs faciliteter:
Vores udendørs område er fyldt med spændende muligheder. I forhaven har vi et flisebelagt område med et legehus, sandkasse, cykler og biler til sjove motoriske udfordringer. Der er også en lille græsplæne med to rutsjebaner – en lille og en lidt større. Om sommeren går vi på opdagelse i haven, hvor vi plukker frugt og bær. Vi har også et hyggeligt havehus med bålplads, hvor vi kan lave pandekager og grille pølser sammen.

Natur og motorik:
Vi bor tæt på grønne områder og sportspladsen. Her går vi ofte ture for at opleve naturen på forskellige årstider. Børnene får mulighed for at udforske deres motoriske færdigheder, f.eks. når vi løber på bakken eller spiller bold på boldbanerne. Vi bruger også byens legepladser og bevægelsesparken, hvor vi udfordrer kroppen gennem leg og bevægelse.

Madpakker og hygge i naturen:
På vores ture tager vi nogen gange madpakker med, som vi nyder ude i naturen. Vi nyder også at spise frokost i haven. Det giver en særlig ro og glæde at spise sammen under åben himmel.

Omsorg og læring i børnehøjde:
Det er vigtigt for mig, at børnene trives, føler sig trygge og får masser af omsorg. Når børn trives, er de mere åbne for læring og udvikling. Hos mig lægger jeg vægt på fællesskabet, men også på, at der skal være tid og plads til, at det enkelte barn kan fordybe sig og udvikle sin selvstændighed. Vi arbejder med selvhjulpenhed, så børnene får en følelse af mestring og stolthed over egne evner.

Aktiviteter og traditioner:
Vi følger årets gang med aktiviteter, der understøtter børnenes nysgerrighed og læring. Vi fejrer højtider som jul og fastelavn, slår katten af tønden, holder juletræs hygge  i legestuen og går på biblioteket. Årets rytme skaber tryghed, samtidig med at børnene lærer om traditioner og årstider.

Jeg glæder mig til at byde dig og dit barn velkommen i min dagpleje, hvor tryghed, leg og læring går hånd i hånd!